Hvordan kommer man i harmoni med livet?
Kunstner: Hans Henning Withus Pedersen (1920-1947). Foto: Per Jan
English version click here
Hver dag er vi konstant i vekselvirkning med vores omgivelser og på en måde også med vores tanker. I mødet med andre mennesker og i deres reaktioner på vores handlinger kan vi lære meget om os selv. Vi er på en måde en slags spejle for hinanden. Det er dog ikke altid at vi kan lide det vi ser i ”spejlet” for, hvorfor får vi undertiden nogle ubehagelige reaktioner? Det sætter mange tanker i gang og tankerne kan bevæge sig fra lys til mørke og fra mørke til lys. Det kan være en udfordrende opgave nogle gange at skulle bane sig vej gennem det mylder af tanker som trækker i forskellige retninger inden man når frem til hvilken handlemåde man foretrækker i en given situation.
Mange er sikkert bekendt med de berømte ord fra Paulus: “For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”. Dette tankeskisma er de fleste sikkert bekendt med og det kan give nok så meget dårlig samvittighed og grublerier. Ordene som stod ved indgangen til Apollontemplet i Delfi er stadig kloge ord: ”Kend dig selv”. Selvindsigt og selvforståelse kan være et godt fundament bygge på for at forstå sin tankeverden.
Men hvordan bringer man sine tanker og handlinger i harmoni med livet selv? I en tid, hvor krig og ufred rykker tættere og tættere på os er det måske et oplagt tidspunkt at reflektere over, hvordan man kan blive et bedre menneske og bringe sig selv i harmoni med livet.
Et centralt spørgsmål opstår: hvad kan man gøre for at blive et bedre menneske? Det spørgsmål vil vi stille kortene.
Kort: Dondorf, Hundertjahrkarten, 1933
Svaret er ganske enkelt: man bør kigge på de mennesker man ikke kan lide eller ikke bryder sig om (hjerter 5). Stille sig selv spørgsmålet, hvorfor kan jeg ikke lide dem. Vi er alle summen af vores erfaringer og ruder 4 indikerer således verden som vi hver især ser og opfatter den. Vi er alle formet af vores erfaringer. Men andre mennesker har andre værdier (ruder 6), har et andet livssyn grundet andre erfaringer end os. De kan desuden have en anden hudfarve, seksualitet, religion etc., men vi skal kunne rumme mennesker, som er anderledes end os selv (kortværdien stiger fra 4-5-6). Hvis ikke vi gør det, kan det ende i konflikt og splid (spar 2).
Essensen er klar: vi må undersøge vores egen intolerance.
Martinus Institut. Foto: Per Jan
Lad os dykke lidt mere ned i dette ikke helt uvæsentlige emne. Den danske forfatter Martinus (1890-1981) efterlod sig over 10.000 sider. Hans hovedværk er Livets Bog (Book of Life) og et supplement kaldet The Eternal Worldpicture (100 symbols in six volumes). I hans verdensbillede – og det som han kaldte sine kosmiske analyser – beskrives de åndelige udviklingslove.
Martinus 1928. © Martinus Institut / martinus.dk
Som et svar på et spørgsmål om tolerance skrev han følgende i det danske magasin Kosmos fra 1933. Svaret kan måske være til inspiration til, hvad man kan gøre for at blive et bedre menneske og komme i harmoni med livet og omgivelserne:
”Udslet begrebet ”fjender” af din bevidsthed. – Tag aldrig til genmæle overfor vrede, bagtalelse eller andre former for ubehag, der er rettet imod dig. – Sig aldrig selv noget ondt om nogen eller noget. – Vær absolut sand eller ærlig i alle livets forhold. – Vær absolut upåvirkelig af smiger, ros eller dadel. – Vær aldrig med til at dræbe, såre eller lemlæste. – Lad aldrig din tanke afvige fra at beskæftige sig med, på hvilken måde du absolut bedst kan tjene dine medvæsener, da udfører du den allerhøjeste form for yoga eller den fuldkomneste træning af den del af udviklingen, der er stillet indenfor din viljes rækkevidde…”
(oversat af Mary McGovern)